Et godt indeklima er uløseligt forbundet med boligens ventilation. Ventilation tilfører frisk luft og fjerner den fugt, som beboerne afgiver ved at trække vejret, vaske tøj, lave mad, bade og meget mere.
En typisk familie på fire personer producerer ca. 10 liter vanddamp om dagen, så boligen udsættes for en betydelig mængde fugt, hvis ventilationen ikke er i stand til at erstatte den fugtige luft med frisk luft udefra. Hvis luftskiftet er utilstrækkeligt, ophobes der fugt i boligen, derved øges risikoen for kondensdannelse på kolde overflader, hvilket kan føre til skimmelsvamp.
Da vi bliver ved med at bygge huse, der er mere og mere lufttætte for at holde på varmen, stiger behovet for mekanisk ventilation. Den naturlige ventilation gennem utætheder og revner i klimaskærmen er så minimal i moderne bygninger, at det er nødvendigt at anvende mekanisk ventilation for at overholde bygningsreglementets krav til tilførsel af frisk udeluft og for at sikre et behageligt indeklima.
Dantherm leverer den ideelle ventilationsløsning til parcelhuse såvel som lejligheder og boligblokke, nybyggeri såvel som renovering.