Annonce – Dato 14 jan 2020
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) i Københavns Kommune holder dampen oppe i sine bestræbelser på at sænke forbruget af vand og energi til gavn for både børn, medarbejdere og kommunens skatteborgere. Et omfattende miljørenoveringsprojekt i samarbejde med FM Mattsson Mora Group Danmark er nu på sit tredje år, og det har givet klækkelige millionbesparelser på driften - helt uden at børn eller medarbejdere kan mærke nogen forskel i deres daglige brug af vandhanerne.
Vi ser kontante besparelser på alt, hvad der har med armaturerne at gøre: Forbruget af koldt og varmt vand er faldet, energiforbruget til opvarmning af vand er faldet, vi har færre omkostninger til service og udskiftning på grund af skader og hærværk, og vi oplever færre vandskader. Der er kort sagt gevinster hele vejen rundt”, fastslår energitekniker fra BUF Energiteam, Kenneth Bastholm Mortensen. Projektet har været i gang siden 2017, og indtil nu har 220 institutioner og 35 skoler fået nye vand- og energibesparende armaturer. Men med i alt cirka 750 institutioner og 70 skoler i hele kommunen er der fortsat et enormt potentiale for at høste de kontante energibesparelser.
Nøglen til at dokumentere succeserne er data, supplerer energirådgiver Claus Dennis fra FM Mattsson Mora Group Danmark, som leverer de mange nye, vandbesparende armaturer til københavnske skoler og institutioner:
”Sammen med BUFs ressourcecenter er vi meget omhyggelige med at måle forbruget før og efter udskiftningerne. Typisk måler vi i tre måneder før og i tre måneder efter en udskiftning, og det er vigtigt at sørge for, at de to perioder er direkte sammenlignelige, så vi får et retvisende billede uden kunstigt oppustede tal”, siger Claus Dennis.
I starten var Kenneth Bastholm Mortensen og hans kolleger lidt skeptiske overfor målingerne: ”De første tal var næsten for gode til at være sande. Men de viste sig at være helt reelle, og vi kan uden at blinke med øjnene sige, at vi typisk realiserer besparelser på op mod 40 % på det varme vand og 25 til 40 % på det kolde.”
De mærkbare energibesparelser giver forvaltningen en ganske kort tilbagebetalingstid på investeringerne - typisk cirka fire år efter en konservativ beregning, men ofte kortere. ”Hver enkelt skole og institution har jo sit eget driftsbudget, så de opnåede besparelser kommer i sidste ende børnene til gode”, siger Kenneth Bastholm Mortensen.
Størsteparten af de nye armaturer er berøringsfri FM Mattsson Tronic væghængte armaturer, som åbner og lukker for vandet automatisk.
”Alene dét giver en markant besparelse, fordi vandet ikke løber længere end nødvendigt. Men det mindsker også risikoen for vandskader, ligesom spredningen af bakterier kan blive mindre, når mange snavsede hænder ikke behøver røre ved vandhanerne”, forklarer Claus Dennis, og fortsætter: ”Børneinstitutioner og skoler er gode eksempler på steder, hvor man med små tiltag kan gøre meget for at optimere hygiejnen. Man kan tænke over placeringen af håndvaske, mindske behovet for berøring og udnytte, at moderne armaturer har en indbygget funktion til hygiejneskyl, som minimerer risikoen for legionella-bakterier i brugsvandet.”
”Vi har et virkelig godt samarbejde med FM Mattsson Mora, som bidrager med viden og erfaringer fra andre projekter, og med at imødekomme vores behov og løse eventuelle udfordringer undervejs. Selve produkterne er af høj kvalitet og meget gennemtænkte hvad angår design og funktionalitet”, slutter Kenneth Bastholm Mortensen.
Yderligere information: www.fmm-mora.com, tlf. 88 33 00 34.
Produkt: Håndvaskarmaturer
Produkt: Håndvaskarmaturer
Produkt: Kar/brus-armaturer & brusesystemer
Produkt: Køkkenarmaturer