Annonce – Dato 21 Apr 2020
Tanken bag det omfattende projekt har været, at den 7.300 kvm store plads skal kunne benyttes til koncerter, teater, torvedage og caféliv, uden at forandringerne ændrer på domkirken og domkirkepladsen fundamentalt.
Opgaven at restaurere pladsen omkring Ribe Domkirke udspringer af en helt unik historisk sammenhæng. Ribes gader har ligget de samme steder i 1000 år, og domkirken, der er byens ældste bygning, Danmarks ældste domkirke og den eneste femskibede kirke i Danmark, er fra 1100-tallet.
Landskabsarkitekt Lars Nybye Michel, der havde fornøjelsen af at lede projektet for tegnestuen Schønherr, fortæller: "Jeg synes, pladsens udtryk i dag bærer præg af sammenhæng og naturlighed. Vi har forandret den markant, men det er gjort nænsomt. Vi har forsøgt at ramme byens tone og den skævhed, som man altid ser i gamle byer. Det ville ikke give mening at lægge sten ind vinkelret, for det ville slet ikke være i byens ånd."
Domkirkepladsen fremstår i dag storslået grundet de uensartede mønstre og farver i den nye belægning, der spiller flot sammen med kirkens udtryk, som hermed forlænges ud på pladsen. Brostenenes formater flettes sammen med de store fliser og udgør en sammenhængende belægning. Omkring de nye træer, der er plantet på pladsen, ’vokser’ massive granitblokke op af belægningen og danner en plint.
Der er i alt anvendt 110.000 sten af ni granittyper og to slags skifer i forskellige farver og størrelser til restaureringen, og de tidligere markante niveauforskelle mellem kirke og plads er blevet udlignet. Der er hermed skabt en arkitektonisk samhørighed, hvor det historiske kombineres med det moderne. Tidligere bestod domkirkepladsen af en blanding af asfalt, græs, pigsten og brosten, mens gulvet i kirken var konstrueret af store granitfliser.
Schønherr har valgt at sammenflette de to løsninger, så kirken i højere grad end tidligere bliver integreret i byen. I dag er de store granitfliser af eksempelvis Moseløkke og Blå Rønne at finde tæt på kirken, mens både størrelser og stentyper ændrer sig, jo længere væk fra kirken man kommer.