Annonce – Dato 3 nov 2021
På Building Greens stand 133 finder du Videncenter for Energibesparelser i Bygninger, 82 energiløsninger og meget mere.
Danmarks grønne omstilling til et fossilfrit samfund kræver, at den eksisterende bygningsmasse kommer op på et energimæssigt moderne niveau. Her er Videncenter for Energibesparelser i Bygninger – som er på stand 133 på Building Green – en vigtig partner for byggebranchen.
Pia Rasmussen, centerleder i Videncenter for Energibesparelser i Bygninger, siger:
”De eksisterende bygninger er fortsat en meget stor forbruger af energi; omtrent 40 % af energien anvendes der. Det bliver vi nødt til at ændre for at komme i mål med den grønne omstilling. Heldigvis viser vores analyser, at en fjerdedel af varmeforbruget nemt kan spares med velkendte løsninger.”
Hvis du vil tage del i grøn omstilling af Danmarks eksisterende bygninger, er stand 133 stedet at gå hen, når du er på Building Green. På standen, hvor du finder Videncenter for Energibesparelser i Bygninger, kan du få praktisk og konkret information om, hvordan du efterisolerer, udskifter vinduer, installerer varmepumper og ventilation med varmegenvinding og meget mere. I alt er 82 forskellige energibesparende tiltag beskrevet detaljeret i Videncentrets energiløsninger.
Du kan på standen hente trykte kataloger med energiløsninger og få en introduktion til de mange værktøjer, som er til rådighed kvit og frit på ByggeriOgEnergi.dk.
Det gælder uanset, om du renoverer enfamiliehuse, rækkehuse, etageejendomme eller kontorbygninger. Som noget nyt kan Videncenter for Energibesparelser i Bygninger også tilbyde energiløsninger til sommerhuse, hvor du får beskrivelser af, hvordan du gør landets omkring 200.000 sommerhuse mere klimarigtige.
Håndværksvirksomheder har afgørende betydning for at sikre, at bygninger bliver mere moderne energimæssigt, mener Pia Rasmussen. Hun siger:
”Håndværkerne har den direkte dialog med bolig- og bygningsejere og er derfor med til at sætte skub i udviklingen ved at foreslå gode energibesparende tiltag. Samtidig er det vigtigt, at håndværkerne udfører et godt stykke arbejde og fx ikke laver fejl på varmepumpeinstallationer – det skal sikre velfungerende anlæg, og at den lovede økonomiske besparelse bliver til virkelighed.”
Det kan være fristende at rive ældre bygninger ned i stedet for at renovere dem. Men det er en dårlig ide rent klimamæssigt, ifølge Videncenter for Energibesparelser i Bygninger.
”Problemet ved, at der rives så meget ned, er, at der er et meget stort energiforbrug, når producenterne fremstiller og transporterer alle de nye byggematerialer. Oftest er det bedre at renovere ældre energiforbrugende ejendomme i dybden end at rive ned og bygge nye,” understreger Pia Rasmussen.
Et af de nye tiltag for at gøre eksisterende bygninger mere grønne er bygningspuljen, som er en tilskudsordning til energibesparelser i bygninger. Der åbnes løbende op for delpuljer i form af nye midler helt frem til og med 2026. Bygningspuljen kan du også høre mere om på stand 133.
På ByggeriOgEnergi.dk finder du alle energiløsninger, beregnere, information om bygningspuljen m.m. Det er også muligt at få svar ved at besøge stand 133 på Building Green – eller skrive og ringe til Videncentret på tlf. 72 20 22 55 og mail info@ByggeriOgEnergi.dk.
Videncenter for Energibesparelser i Bygninger er en del af Energistyrelsens målrettede informationsindsats om energibesparelser.
Energiløsninger til enfamiliehuse
Energiløsninger til sommerhuse
Energiløsninger til etageejendomme
Energiløsninger til kontorbygninger
Information til byggebranchen om Bygningspuljen