Annonce – Dato 17 Dec 2019
En altan er aldrig bare en altan, en monteringsopgave, ekstra kvadratmeter. En altan er frihed til at være udenfor i fred, en sikkerhedsmæssig tillidserklæring, et byarkitektonisk ansvar vi som altanproducenter bærer og bør tage alvorligt. Tillad mig at uddybe.
Ejendomsmæglerne, kommunerne og andelsforeningerne ved det. Lejlighedsbeboerne siger det og blogger om det. Og vi som producenter forstår det godt: At alle elsker altaner.
Fordi en altan repræsenterer og muliggør det frie og rolige liv, vi som travle bymennesker drømmer om – og for manges vedkommende – længes efter i en hektisk hverdag med job, børn, sport og forpligtigelser. Altanen bliver med andre ord rammen om dét, der giver os ro, mental balance og overskud i hverdagen. Om det så er en lur i en hængekøje med den yngste på maven, entusiastisk grøntsags- og blomsterdyrkning eller drinks med vennerne en fredag eftermiddag, altanen er vores ’helle’.
Det mener jeg er vigtigt at omfavne og imødekomme som virksomhed. Vi sælger ikke jern og stål, gulv og gelænder. Vi sælger et ’helle’ i hverdagen – et frirum, hvor altanejerne kan trække stikket på verden og bare være. Trække vejret frit, kigge på himlen eller beundre børnene, der leger i solen.
Og derfor er en altan ikke bare kvadratmeter med et hegn omkring. Frirummet skal være sikkert, lækkert, tilpasset og give ejeren det følelsesmæssige rum, hvor drømmen om fred, grøntsager eller andre fornøjeligheder kan udleves. En altan er livskvalitet i fast form – og det placerer mildt sagt et vigtigt ansvar på os som producent, som vi i hvert tilfælde hos Balco Kontech er meget bevidste om – og stolte af.