Annonce – Dato 25 Feb 2021
Til det prisbelønnede byggeri af DTU Bygning 310 har SKANDI-BO leveret glasvægge og glasrammedøre, der leverer et elegant modspil til de varme og mørke egetræspaneler.
DTU satte som bygherre nye standarder for samarbejde og inddragelse af byggeriets parter. Projektet er efterfølgende blevet et skoleeksempel på digitalt byggeri og partnerskaber, hvilket har givet flere priser: Årets Byggeri 2019, Open BIM Awards 2019, Digitaliseringsprisen 2020, Architizer Awards m.fl.
Forskningsbygningen er forholdsvis installationstung, men samtidig fleksibel og dermed fremtidssikret. Fra starten var der en høj inddragelse af de underliggende entrepriser og produkter med et stærkt fokus på funktion og bygbarhed således, at de byggetekniske løsninger blev rigtige første gang.
Hos SKANDI-BO oplevede vi denne tilgang som særdeles konstruktiv, og samarbejdet med MT Højgaard og Christensen & Co arkitekter førte mange rigtig gode løsninger med sig - og gjorde udførelsen af byggeriets yderst effektiv.
Vi kunne bidrage med vores viden om brand og de krav, der stilles til produkternes holdbarhed og drift i et undervisnings- og forskningsmiljø, da SKANDI-BO har leveret til mange skoler og uddannelsesinstitutioner. Et vigtigt resultat af den tidlige inddragelse var, at der meget tidligt kom styr på låse og beslagplaner. Dette område kan i mange projekter være ikke eksisterende eller uafklaret med bygherre/brugere af bygningen. Er disse detaljer ikke på plads, kan dørene ikke produceres og bliver dermed en flaskehals for projektet. Selve bygbarheden og planlægningen af byggetakten var andre vigtige emner, der skulle afklares på et tidligt tidspunkt, fx sammenbygningen af glasvægge og akustikpaneler. Her blev de detaljerede løsninger fastlagt i et tæt samarbejde mellem arkitekterne, tømrerne og SKANDI-BO. Der blev vundet meget tid i udførelsesfasen ved at få sammenbygningsdetaljerne løst allerede i projekteringsfasen.
SKANDI-BO glasvægge er en del af den afsluttende aptering. I mange projekter spidser tidsplanerne til i slutfasen, hvor mange forskellige håndværkere er fuldt fokuserede på at få lukket deres egen entreprise. Løsninger, der ikke er afklaret på dette tidspunkt, har det med at tage længere tid og koste mere end forventet.
Med produktion i Danmark af faglærte håndværkere og egne montører har vi i SKANDI-BO en høj grad af faglighed til at løse og tilpasse vores produkter - så selve indbygningen og tiden på byggepladsen er kort og forløber så smidigt som overhovedet muligt.
Bygning 310 på DTU er et førsteklasses eksempel på at samarbejde og tidlig inddragelse virkelig kan give et effektivt højkvalitets byggeri. Som i øvrigt blev afleveret til tiden i den rette kvalitet og til den aftalte pris – uden fejl og mangler.
SKANDI-BO leverede ca. 360 døre, hovedparten som glasrammedøre, men også pladedøre i alu-karm og godt 550 kvm glasvægge med forskellige lyd- og brandkrav. Alt udført i det fleksible rammesystem ID85, der giver et ensartet og enkelt design uanset funktionskrav.