Annonce – Dato 3 Apr 2025
Layhers Allround-stilladssystem er blevet en uundværlig del af genopbygningen af Hyltebjerg Kirke, der blev raseret af en brand i 2022.
Da Hyltebjerg Kirke i Vanløse den 21. marts 2022 blev hærget af en voldsom brand, stod menigheden tilbage med en ruin. Kirkerummet, orglet og den uerstattelige altertavle gik op i flammer, og kun de ydre mure stod tilbage. Nu er genopbygningen i fuld gang, og løsningen er baseret på Layhers Allround-stilladssystem.
Efter branden stod kirken uden tag, og de svækkede konstruktioner gjorde det umuligt at fastgøre stilladset her. Det betød, at der var behov for en stabil løsning uden støttepunkter på murværket – og det skulle samtidig gå hurtigt.
Opgaven tilfaldt TS Stilladsmontage, som valgte at basere løsningen på Layhers Allround-stilladssystem med FW-brosystemet og Keder XL. Det har gjort det muligt at skabe en konstruktion, der både beskytter bygningen mod vejr og vind og samtidig giver håndværkerne sikker adgang til arbejdsområderne.
Af hensyn til det omfattende tagarbejde har det desuden været vigtigt at skabe mulighed for at bruge kraner til at løfte materialer ind. Det er blevet løst ved, at konstruktionen er blevet designet, så man kan åbne 5-meter sektioner i overdækningen, der befinder sig 28 meter over jorden.
»Det første stillads, vi satte op, handlede primært om at skabe adgang til at lave prøver af mursten og vurdere skadernes omfang. Vi var dengang nødt til at gå gennem de små tilbygninger med søjler ned gennem taget for at etablere stilladset,« forklarer Brian Lund Jensen, produktionschef hos TS Stilladsmontage.
Da genopbygningen skulle i gang, kunne stilladset ikke længere føres gennem tilbygningerne. I stedet blev løsningen at sætte stålbjælker op for at fordele vægten og sikre konstruktionen. Disse stålbjælker – nærmest som togskinner – er integreret med stilladssystemet og sikrer stabiliteten.
Genopbygningen af Hyltebjerg Kirke er opdelt i to etaper. I den første etape blev stilladset brugt til at skabe adgang til at undersøge skaderne og lave prøver af murstenene. I den anden etape blev stilladset sat op på en helt ny måde, da taget på de små tilbygninger skulle repareres. Her blev stålbjælkerne brugt til at skabe en stabil konstruktion, der kunne bære vægten af stilladset uden at belaste de skadede mure.
»Undervejs har vi haft gavn af rådgivning fra Layher. Især 3D-modellerne har været en stor hjælp. De giver vores montører mulighed for at se præcis, hvordan konstruktionen skal samles, helt ned til mindste detalje,« siger Brian Lund Jensen.
En af de største udfordringer har været at skabe en overdækning, der svæver højt over kirken uden at belaste de skadede mure. Det er løst med en kombination af wire-stabilisering og Layhers FW-brosystem, der tillader lange spænd uden behov for understøtning. Wirene er forankret i jorden og spændt op til toppen af stilladset for at sikre stabiliteten.
»Projektet er faktisk gået bedre, end jeg havde håbet på. Vi har arbejdet med en konservativ tilgang i beregningerne, hvilket har givet os fleksibilitet til at justere undervejs. Det er særligt vigtigt i et projekt som dette, hvor konstruktionen skal stå i flere år,« siger Brian Lund Jensen.
Med en forventet genåbning af kirken i slutningen af 2026 har det været afgørende, at stilladskonstruktionen kan holde i flere år. Layhers systemer og rådgivning har sammen med TS Stilladsmontage sikret, at konstruktionen er stabil og fleksibel nok til at kunne håndtere de mange udfordringer, der opstår undervejs.
»Jeg synes, vi har haft et godt samarbejde. Layher er gode til at lytte til vores idéer og tænke ud af boksen. Det har været en stor styrke i dette projekt,« siger Brian Lund Jensen.