Annonce – Dato 25 okt 2018
Byggebranchen sætter kurs mod Building Green for at videndele. 170 udstillere og inspirerende aktiviteter sætter standarderne for fremtidens bæredygtige byggeri.
Selvom det udenfor er de orange, gule og brune efterårsfarver, der dominerer, er det den grønne farvepalette, der indtager Forum i næste uge. Overskriften er Building Green og bæredygtigt byggeri. Det er ottende gang, at eventen finder sted i hovedstaden, og arrangørerne bag lover et brag af en bæredygtighedsfest:
Byggebranchens mest toneangivende aktører vil facilitere en række forskellige aktiviteter, som er med til at sætte standarderne for fremtidens bæredygtige byggeri.
En af disse aktiviteter er innovationsområdet Building Liveability, som rådgivningsvirksomheden Smith Innovation står bag sammen med foreningen Realdania og Building Green. Her kan man gå på opdagelse i den interaktive installation Climate Change City og blive præsenteret for spændende klimatilpasningsprojekter.
- Building Liveability er tænkt som et levende og inspirerende område, hvor besøgende kan opleve de mange muligheder inden for klimatilpasning. Man kan f.eks. tænde for et mindre regnvejr og gå på opdagelse i, hvordan nye løsninger ikke kun håndterer regnvandet, men også skaber bedre byer, forklarer Ditte Rosenquist, projektleder hos Building Green.
Arkitekttalenter fra både Arkitekter Uden Grænser og KADK vil også inspirere de besøgende med deres nytænkende idéer. Arkitekter Uden Grænser stiller op med en iøjnefaldende stand, mens 2.-års studerende fra KADK udstiller bygningselementmodeller på balkonen.
Inspiration, innovation og videndeling hænger også sammen med at belønne de, der går forrest. Det sker onsdag den 31. oktober, hvor vinderne af Det Bæredygtige Element afsløres:
- Vi uddeler igen i år både en Produkt- og en Personpris. Produktprisen hylder en Building Green-udstiller med et produkt, der har gjort byggeriet mere bæredygtigt. Personprisen går til en ildsjæl, som har medvirket til at fremme bæredygtighed i byggeriet, lyder det fra Grith Bech-Nielsen, netværksleder i innovationsnetværket InnoBYG, der sammen med Building Green står bag priserne.
Udover at byde på prisuddeling samt et bredt udvalg af udstillere, oplægsholdere og aktiviteter sætter Building Green prikken over i’et med en række paneldebatter med prominente deltagere. Ditte Rosenquist afslutter:
- Paneldebatterne er en vigtig del af eventen. Her samler vi en lang række af byggeriets aktører til at diskutere morgendagens udfordringer og inspirere til fremtidens bæredygtige byggeri.
• Building Green afvikles i Forum, Julius Thomsens Plads 1, 1925 Frederiksberg, den 31. oktober til 1. november 2018
• Gratis registrering og tilmelding her